Bodil Kaalunds altermaleri "Kristi Himmelfart"

Bodil Kaalunds store altermaleri ”Kristi Himmelfart” i Solbjerg Kirke er ikke bare et monumentalt maleri på otte gange fem meter. Der er tale om et absolut hovedværk i produktionen, mener en kunsthistoriker. Og en museumsleder mener, at de store glædesflammer er varme og lune, og at de sætter gang i bymenneskenes indre bevægelser og tilfører dette noget, som man på landet har den store himmel, skoven og havet til.

Det var en brand, der var årsag til, at Bodil Kaalund (1930 - 2016) overhovedet kom til at male altervæggen i Solbjerg Kirke. ”Det var om natten efter den fjerde søndag i advent (1980, TK), hvor en ulmende gnist i adventskransen fik antændt den tørre gran og gløderne herfra faldt ned og åd sig både gennem gulvet og henad gulvet næsten helt op til altervæggen”, fortæller provst Hans Lundsteen, Solbjerg Kirke, til Kristeligt Dagblad i forbindelse med Bodil Kaalunds 60-års fødselsdag.

”Ulykken blev afværget i yderste øjeblik og kirken reddet, men slemt så der ud. Også alterbilledet havde taget betydelig skade”. Alterbilledet, som Lundsteen omtaler, var Frans Schwartz’s altermaleri ”Jesus og den samaritanske kvinde”.

”Da besluttede menighedsrådet, at samtidig med restaureringen af kirken skulle alterbilledet være nyt, og til den ende blev der indbudt til en slags konkurrence om forslag hertil”, fortæller Hans Lundsteen videre.

Hader at lave konkurrencer

Selv fortæller Bodil Kaalund, at hun hadede at lave konkurrence: ”Så er man afskåret fra at gå i dialog med menighedsrådet. – En anonym konkurrence, hvor man skal sløre sit navn, er utålelig”.

Men konkurrencen bliver alligevel til en udfordring for Bodil Kaalund. Hun har nylig fået negativ omtale af sine kirkeudsmykninger i Politiken, hvor anmelderen har sat spørgsmålstegn ved hendes engagement.

”Der tænkte jeg – Fandeme nej, jeg skal vise, at jeg mener noget med det her. Nu springer jeg ud, nu maler jeg Kristus, min Kristus”. Det blev en brand af en himmelfart, en slags erkendelsesbillede, hvor vi ser både Kristus midtvejs mellem himmel og jord, både som ånd og som kød, både synlig og på vej op, og hele rækken af os, disciplene, almindelige mennesker på jord”.

Og måske er det med tanke på branden, at kunstneren lader Kristus fare til himmels i et flammehav. Som overskriften på anmeldelsen af billedet i Politiken lød: ”Atter brand i kirkens kor”.

Flere kilder fortæller historien om, hvordan afgørelsen i konkurrencen faldt ud til fordel for Kaalund. Selv fortæller hun: ”Først længe efter at jeg havde afleveret det, fik jeg at vide, at en flok konfirmander måske afgjorde sagen. De var strøget igennem rummet, mens menighedsrådet var i gang med beslutningen. Der manglede kun den sidste og afgørende stemme, ellers stod det lige mellem væveren og mig. Så spørger præsten de unge: ”Hov vent lige her. Hvad siger I?”. De pegede enstemmigt på mig. ”Det er da det eneste, hvor der sker noget”. Det andet var en æstetisk løsning. Jeg har ikke set det, men den har været meget smuk, for det er en dygtig væver. Men ungerne brød sig ikke om æstetik, de ville have bål og brand og fortælling”.

Malet på afgrundens rand

”Menighedsrådet ville gerne vide, hvor lang tid det vel tog at male så stort et billede og fik til svar, at jo, det kunne sagtens være færdigt om nogle måneder, som var det ingenting at tale”, fortæller Hans Lundsteen i fødselsdagsportrættet. ”Det blev planlagt, at billedet skulle males på store møbelplader, som til sidst blev samlet og fæstet på korvæggen bag et fritstående alterbord”.  

Bodil Kaalund lånte lokaler på Danmarks Tekniske Højskole i Lyngby, hvor hun blev færdig med de tre nederste felter.

”Siden blev det klart, at på den måde kunne det ikke fortsætte, for der kom til at mangle overblikket over den samlede billedflade, så det var nødvendigt at flytte bedriften til selve Solbjerg Kirke, hvor alle pladerne blev sat op og præparerede til videre bearbejdelse”, fortæller Hans Lundsteen.

”Derefter begyndte det at tage tid. Et par måneder blev let til et år og det meste af et halvt, for hvordan skal det gå til, at man maler den opstandne Kristus, når det skal være mere end af maling. Der var desuden det tekniske problem med højden: at nå op til den øverste del af billedfladen. Problemet løstes med en lift, som kunne betjenes elektrisk ved en trykknap på elevatorstolen. Der så man Bodil Kaalund bevæge sig mellem himmel og jord, og man ønskede gerne, at en skygge ville tage hende bort fra ens øjne, eftersom det så aldeles halsbrækkende ud. Således blev billedet malet færdigt, medens hun hang der næsten bogstaveligt på afgrundens rand”.

Kristus i trampolinspring

En anden historie knytter sig til tilblivelsen af ”Kristi Himmelfart” i Solbjerg Kirke.

”En dag kom en VVS-mand, der skulle ordne et sprængt vandrør i kælderen. En stor tung mand og en svend. De stirrer forbløffede. Jeg siger, at det skal forestille Kristi himmelfart, men at jeg har lidt svært ved Kristi hånd. Den var blevet for autoritær, en nu-skal-I-bare-makke-ret hånd, så jeg har malet den over. ”Det er sgu da ellers meget godt. Det ligner det klassiske trampolinspring”, siger VVS-manden. ”Du er til god hjælp. Nu kan jeg lige så godt male hele figuren over, det skal i hvert fald ikke være en gymnastikopvisning, men for resten vil jeg gerne male din hånd”. Han havde en stor mørk lab og svenden var ved at kvæles i grin, mens hans kollega stod model med sin hånd. Den er med på alterbilledet”.

Otte malerier på en uge

Bodil Kaalunds udsmykning af Solbjerg Kirke omfatter ikke bare altermaleriet. Otte malerier med oldkirkelige symboler pryder vinduespartierne og skaber en fin balance i rummet. Også her er der flere kilder til vinduesmaleriernes tilblivelse.

”Til sidst var det færdigt, og indvielsesdagen nærmede sig. Det vældige billede havde den virkning, at man ikke kunne se andet derinde end det. Alt andet ligesom forsvandt, døbefont, alterbord, prædikestol. Indtrykket var knusende for rummet. Da kom Bodil Kaalund og sagde: Skulle jeg ikke male nogle billeder til de uudnyttede felter i vinduesnicherne? Og nu – modsat med det store billede – gik det så let som at trække vejret. 6 dage efter kom hun med 8 billeder, og uden at andre vidste det, fik vi billederne sat på plads i hvert sit felt. Der skete derved en ændring i synsindtrykket, for de små billeder afbalancerede det store, således at øjet nu bevæger frit rundt i rummet og alting ses på sin rette plads”, fortæller Hans Lundsteen.

Selv fortæller Bodil Kaalund om de otte enkeltbilleders tilblivelse:

”De kom til i en rasende fart. Det var faktisk biskop Ole Bertelsens skyld. Han så kirken sammen med Hans Lundsteen kort tid før afsløringen og syntes, at farven burde være til stede andre steder i rummet også. Han pegede på de otte felter, og jeg gik med til at male nogle billeder til åbningen. Så kunne vi altid se, om de blev hængende. Det gjorde de, og der faldt også en lille efterbevilling”.

Oldkirkelige symboler og en appelsingren

Om motiverne på de otte malerier fortæller Bodil Kaalund:

”Jeg var meget bevidst om, at dér skulle ikke være bibelske fortællinger. Kristusfiguren var alt nok, så jeg valgte en række oldkirkelige symboler, det livgivende vand, kornaksene, duer der drikker af en skål, klaser af vindruer, olielampen, olivengrenen og et par fisk. Det eneste, som forstyrrer rækken, er en appelsingren. Det er vist ikke en kristelig grønsag, men det blev den så.

Den er en slags nøgle, der stammer fra den gang, jeg skulle starte væggen. Jeg havde lavet et par skitser og store tegninger, men det fungerede ikke. I stedet ville jeg gå i gang på fri hånd med de mange skitser i baghovedet. Men du kender godt de her overspringshandlinger. Lige inden jeg skulle afsted, ville jeg presse mig en appelsin, og så stod jeg ved køkkenbordet og så på den meget smukke form med en overskåren blodappelsin, det hvide klæde, en gammel grå frugtkniv. Jeg bar det lige så stille ind i atelieret, ringede til kirketjeneren og sagde: ”Ved du hvad, jeg kommer alligevel ikke i dag, du kan godt skrue ned for varmen. Jeg skal lige male en overskåren blodappelsin”. Det tog et par dage, jeg malede min appelsin, så kunne jeg hurtigt komme i gang på væggen, og så gik det ret hurtigt.”

Absolut et hovedværk

”Der er så absolut tale om et hovedværk i produktionen. Det virker som om opgavens karakter – et udbrændt kor og en vunden konkurrence – har givet hende blod på tanden og mod til at forsøge sig i monumental skala”, skriver kunsthistorikeren Mikael Wivel om ”Kristi Himmelfart” i Solbjerg Kirke.

”Billedet indskriver sig på mange måder i den klassiske tradition for fremstillingen af Himmelfarten – og her ikke bare Kristi Himmelfart, men også Jomfru Marias. Således minder det i sin opbygning mest af alt – og uden sammenligning i øvrigt – om tilsvarende billeder af Tizian og El Greco. Og det er ikke mindst den henvisning, der giver Kaalunds billede et løft ud over det sædvanlige i hjemlig sammenhæng. Vi er ikke vant til en sådan uforfærdet holmgang med de store – og den eneste grund til, at hun slipper så godt fra det, som hun gør, ligger i hendes fundamentale troskyldighed.

Dette skal ikke forstås nedsættende – tværtimod. Kaalunds tilgang til det bibelske stof er præget af en umiddelbarhed, som man kun kan betegne som naiv eller enkel. Hun er ikke i tvivl om traditionens fortsatte relevans eller om sin egen ret til at gå lige ind i den. Det er blandt andet det, der gør, at hendes billeder fungerer så godt på det fortællende plan, at også børn uden videre kan leve sig ind i dem. De er ikke forlorne, men netop fortællende på god gammeldags vis”.

Gør sig godt i en storbykirke

Og museumsleder Gerd Rathje, Museet for Religiøs Kunst i Lemvig, skriver om Bodil Kaalunds ”Kristi Himmelfart i Solbjerg Kirke:

”Udsmykningen i Solbjerg Kirke virker med sine stikkende flammer langt mere abstrakt end for eksempel de mange små fortællinger i Lemvig Kirke. Den store markante Kristusfigur gør sig godt i en storbykirke, for der er fart på billedet, men Kristus er også meget tilstedeværende. De store glædesflammer er varme og lune, de sætter gang i bymenneskenes indre bevægelser og tilfører dette noget, som man på landet har den store himmel, skoven og havet til. En viden om, at den verden, Gud har skabt, er stor og forunderlig. Evnen til at skabe værker, som sætter gang i følelser, tror jeg er meget vigtig for den moderne kirkekunstner”.

Privilegium at male i et rum, der er rammen om liv og død

Vi slutter af med Bodil Kaalunds egne ord om arbejdet med ”Kristi Himmelfart” i Solbjerg Kirke:

”En dag stod en kiste (i kirken, TK), de havde glemt at ringe og sige det. Der skulle være bisættelse eller begravelse dagen efter. Min første tanke var at køre hjem igen, men jeg var lige oplagt til at male den dag. Jeg læste navnet på kisten, det var et almindeligt navn, og tænkte: Nu maler jeg til dig. Jeg malede til ham. Hvilket privilegium at stå med sit fag, som man brænder for, i et rum der er rammen om liv og død, barnedåb, begravelse og bryllup og gudstjeneste selvfølgelig. Rammen om de store handlinger i livet, konfirmationen ikke at forglemme. Det rørte mig at få lov til at opleve at arbejde i kirken, mens den fungerede, i stedet for at kirken lukker, mens maleren arbejder”.

Printvenlig udgave

Bodil Kaalunds altermaleri "Kristi Himmelfart" i Solbjerg Kirke (PDF)

Kilder

    • Himmel og Jord. En biografi om Bodil Kaalund. Red.: Torben Weirup m.fl. Museet for Religiøs Kunst, Lemvig, 2010
    • Kaalunds kirker. Red.: Jan Garff m.fl. Borgen, 2000
    • Lundsteen, Hans: Mellem himmel og jord. I: Kristeligt Dagblad, 5. november 1990
    • Wivel, Mikael: Kunsten i kirken. Danske kirkeudsmykninger fra de sidste hundrede år. Thanning & Appel, 2005